BAG ORDENE – JULI 2021

 

Slimvæsner og jungledyr

Det sjove og seriøse i David Walliams' Slim og Fing

 

Tema: Børn og voksne i vilde verdener

 

Onde voksne skal bekæmpes med slim

"Vær original! Det vil altid være den vigtigste ting."

Sådan svarede britiske David Walliams, da et barn spurgte ham, hvad der er vigtigst for en forfatter at kunne. Det er ikke et overraskende svar fra en forfatter, som selv er verdenskendt for sine opfindsomme og morsomme historier til børn. På dansk er netop udkommet to nye bøger til samlingen, Slim og Fing, og de er mindst lige så originale som David Walliams' andre fortællinger. Om Slim fortæller han følgende:

"Alle børn elsker slim, så jeg håber, at de også vil elske denne bog. Den fortæller historien om, hvordan slim blev skabt, og en dreng bruger det til at hævne sig på nogle forfærdelige voksne."

Denne dreng er Niller, der bor på Gylleøen. Han og øens andre børn bliver konstant terroriseret af onde voksne: skoleinspektøren, parkbetjenten, klaverlærerinden samt ejerne af den lokale legetøjsbutik og isbil. Værst af alle er dog Nillers moster, Greta Grisk, som ejer øen og tillader de dårlige forhold. Da Niller ved et tilfælde kommer til at skabe et væsen lavet af slim, får han endelig mulighed for at få hævn. Slim kan nemlig ændre sig til hvad som helst og hvem som helst og er villig til at hjælpe Niller med at tage fusen på de voksne.

 

Rejsen til den mest junglede jungle

I Fing forholder tingene sig anderledes end i Slim, for her har vi ikke at gøre med forfærdelige voksne, men snarere et forfærdeligt barn. Felicia From får alt, hvad hun peger på af sine forældre, men det er ikke nok til at stille hende tilfreds. Hun vil hele tiden have mere, og en dag kræver hun endda at få noget, hun ikke selv ved, hvad er: en Fing. Det er nu op til hr. og fru From at finde ud af, hvad en Fing er, og i bibliotekets kælder lykkes det dem at få svar. Et monsterleksikon forklarer, at en Fing er et farligt væsen, som lever i den dybeste, mørkeste, mest junglede jungle. Hr. og fru From er bange for at finde en Fing, men de er endnu mere bange for Felicia. Det ender derfor med, at hr. From tager af sted, og på sin vej møder han mange usædvanlige væsner. Også denne bog fortæller David Walliams om:

"Jeg ville skrive en historie, der bare skulle få børn til at grine og intet andet. Jeg synes, at det er min sjoveste bog, og jeg håber, at den vil appellere til unge læsere og modvillige læsere overalt."

 

Monstre kan tage mange former

Mange af David Walliams' børnebøger byder på skøre skabninger, men ofte viser det sig, at de virkelige monstre slet ikke er dem, som man kunne forvente. Sådan er det bl.a. i Slim og Fing. I Slim skaber Niller som sagt et magtfuldt slimvæsen, der laver ravage på øen. Alligevel står det klart, at det virkelige monster ikke er Slim, men snarere de forfærdelige voksne, som Slim hjælper Niller med at bekæmpe:

"For første gang i sit korte liv følte Niller, at han havde superkræfter. Superslimkræfter! Han havde skabt noget, som kunne ændre alt. Gylleøen var fuld af dumme voksne. Voksne, som gjorde livet til et helvede for øens børn. Nu kunne Niller sige tak for sidst til alle de væmmelige personager."

I Fing formår hr. From at finde en Fing, og det pelsede, kugleformede væsen er måske nok en ballademager, men det er intet i forhold til Felicia. Hun skræmmer selv de farligste monstre i junglen og ender med at blive skrevet ind i monsterleksikonet med følgende beskrivelse:

"Den småplettede Felicia er et ekstremt farligt dyr, som man ALDRIG må nærme sig. Det er et regulært monster."

 

Sjove historier med seriøse budskaber

En anden interessant ting ved David Walliams' børnebøger er deres budskaber. Selvom hans bøger handler om sjove og gakkede eventyr, spiller vigtige emner altid en central rolle i dem. Det kan være hjemløshed som i Ismonstret, tabet af forældre som i Frygtelige Faster og hospitalsbesøg som i Midnatsbanden. Sådanne vigtige budskaber er også til stede i Slim og Fing. I Slim sidder hovedpersonen f.eks. i kørestol, men det er ikke noget, der begrænser ham særlig meget. Snarere formår han at blive alle børnenes helt, da det lykkes ham og Slim at sende de onde voksne væk fra øen:

"TAK NILLER!" råbte de. Niller strålede som en sol og vinkede ned til dem ... "NILLER! DU ER DEN BEDSTE!" råbte de op til ham."

I Fing er der desuden fokus på grådighed, og historien viser tydeligt, hvilke negative konsekvenser det har at være så grådig som Felicia:

"Som du kan forstå, var hr. og fru Froms barn vitterligt et monster. Og monstre hører selvfølgelig kun hjemme i den dybeste, mørkeste, mest junglede jungle."

 

En liste over mystiske monstre

David Walliams elsker at have morsomme lister med i sine bøger, og i Fing er der bl.a. en liste over de mystiske monstre, som hr. From møder i junglen. Du kan læse om og grine af tre af disse monstre her:

  • "En pruthest. Dette er en fjern slægtning til flodhesten, men i modsætning til flodhesten er pruthesten benløs … Som konsekvens heraf bevæger pruthesten sig omkring ved at prutte."
  • "Den fladtrykte nynnende bung-bung. Denne hårløse gnaver nynner pivfalsk døgnet rundt … Derfor oplever bung-bungen ofte, at større dyr sætter sig på den for at få den til at klappe i."
  • "En lillafant. Dette er en elefantart, som hænger i snablen i træernes grene med hovedet nedad. Den bliver hængende så længe, at den bliver helt lilla."

 

________

 

Om David Walliams:

David Walliams er en britisk forfatter, komiker, skuespiller og tv-vært, som har som sin mission at få børn til at læse bøger. Med 40 millioner solgte børnebøger på 53 forskellige sprog må man sige, at han har haft succes med sit foretagende.

 

Andre bøger af David Walliams:

· Øv, far!

· Gangster farmor

· Frygtelige faster

· Ismonstret

· Farfars store flugt

· Midnatsbanden

· Dæmontandlægen

 

Fås også digitalt.