BAG ORDENE – MAJ 2021

 

Monster eller menneske?                        

Brogede karakterer i Lotte og Søren Hammers Sobibór

 

Tema: Mennesket midt i 2. Verdenskrig

 

Venner og fjender i Sobibór

Lotte og Søren Hammer er aktuelle med en ny bog i deres historiske spændingsserie Venner og fjender, der udspiller sig i Europa under 2. Verdenskrig. Vi har hidtil fulgt dansk-tyske Peter og dansk-jødiske Kassandra i bøgerne Vejen til Warszawa, Kobberslottet, Gaden uden navn og Byen ved Volga. Nu fortsætter deres rejse med 5. bind i serien, Sobibór, hvor den ekstreme kamp for overlevelse tvinger karaktererne til at gå på kompromis med deres grundlæggende værdier.

I Sobibór følger vi Hauptsturmführer Hartvig Voss, som er Peters ven fra SS-skolen Bad Tölz. Året er 1942, og Hartvig hjemsøges af sine umenneskelige gerninger ved østfronten. Han får derfor nyt job som revisor ved den tyske udryddelseslejr Sobibór i Polen. Her genkender han en dag Kassandra, der er ankommet til lejren sammen med Alexander og Debora. Med tanke på Peter redder Hartvig dem fra gaskammeret og sætter dem i arbejde. Alexander skal være skovhugger, Debora gåsepige, og Kassandra skal holde hus hjemme hos Hartvig. Alle tre bliver stærkt udfordret af deres nye tilværelse – Kassandra af sit komplicerede og livsvigtige forhold til Hartvig, Alexander og Debora af de brutale levevilkår i lejren.

 

Vi er alle både gode og onde

Da Kassandra og Hartvig en dag er ude at gå, siger hun:

"Vi er ikke kun onde eller kun gode, vi er begge ting og ofte på samme tid. Sådan sagde min mor, og hun havde ret. Du skal passe på Aneta, Hartvig. Og på mig."

Kassandras mening med disse ord er tydelig: Det kan godt være, at Hartvig gør utroligt meget ondt, men det betyder ikke, at han ikke også kan gøre noget godt. Han kan beskytte Aneta, som er en lille jødisk pige, han holder skjult fra sine SS-kolleger, og han kan beskytte Kassandra. Og det gør han. Med dette valg viser han, at der faktisk findes et menneske bag monsteret, om end det er et forfærdeligt og utilgiveligt ét af slagsen:

"Hartvig er beskrevet både som ond og god, og det er han også, men han har gjort så onde ting, og han gør så onde ting, at han ikke kan undskyldes. Det, han har gjort, kan man aldrig nogensinde vaske af sig," forklarer Søren i et interview om den nye bog.

 

Kassandras centrale dobbelthed

En lignende dobbelthed præger også de andre karakterer i romanen. Ikke mindst Kassandra, der på den ene side drager stor omsorg for sine nærmeste og på den anden side vender det blinde øje til jødernes grufulde eksistens i lejren:

"Sobibór er på mange måder Kassandras bog, for hun bliver suget ind i ondskaben og vender ryggen til den. Hun tænker på sin egen familie, lukker vinduerne, hvis det lugter, og hun kan i og for sig godt leve med, at der hver evig eneste dag bliver myrdet tusindvis af mennesker mindre end et par hundrede meter fra hende, hvis bare hun ikke selv er tvunget til at kigge på det. Og hun kulminerer ved, at hun jo direkte foreslår, at Hartvig lader de her arme mennesker sidde indeni vognene indtil de dør af sig selv, selvom hun lidt får taget sig selv i det," fortæller Søren og fortsætter:

"Hun synker ret dybt i bogen, men hun klarer sig samtidig fint med det barn, hun tager sig af, og den lille pige begynder at trives. Kassandra har også et aktivt og ordentligt forhold til sin bror og Debora, selvom det kikser et bare gange, hvor Alexander gennemskuer hende."

 

Deboras overraskende udvikling

Også Alexander og Debora viser i Sobibór, at de er brogede karakterer, men især Deboras udvikling fra forhadt forræder til tilgivet hjælper har overrasket forfatterne:

"Det er altid sjovt, hvis en person kommer til at fylde mere, end vi på forhånd havde planlagt. Så betyder det jo, at vi synes, at karakteren fungerer godt, og så kan bogen tage en noget anden drejning … Det bedste eksempel synes jeg er Debora. I Gaden uden navn lever hun i den jødiske ghetto i Warszawa, og i ren jalousi stikker hun en masse gode mennesker i ryggen, inklusiv Peter og Alexander. Og så tager hun af sted med togvognene mod Sobibór, fordi hun ikke vil leve mere. Det er så infamt og ledt gjort, men hun bliver tilgivet hele vejen igennem. Hun overraskede, for det var aldrig meningen, at hun skulle have en så stor rolle. Det var faktisk meningen, at hun skulle have en meget lille rolle. Men hun trængte sig på … og bliver en helt anden og meget modig karakter i Sobibór," forklarer Søren.

 

Englevinger er kedelige

Det har været vigtigt for Lotte og Søren på denne vis at skabe nuancerede karakterer, der både har det gode og onde i sig. Herved kan karaktererne nemlig afspejle virkelige mennesker, fortæller Lotte:

"Vi har alle sammen forskellige lag, og det er jo dem, der er interessante. De følelsesmæssige skismaer, de kampe, man kommer ud i med sig selv. Hvis du møder et menneske – og det gør du formentlig ikke, for jeg har i hvert fald aldrig gjort det – der kun er godt, så bliver det ret kedeligt. Så begynder man at vende det om for at se om vingerne er ved at vokse ud. Og et menneske, der kun er ondt, er forfærdeligt, ja, men det er ved gud heller ikke særligt interessant."

 

________

 

Om søskendeparret Lotte og Søren Hammer:

Efter at have skrevet 10 bind i krimiserien om Konrad Simonsen, har Lotte og Søren Hammer valgt at skifte genre. Sørens store interesse for 2. Verdenskrig og Lottes passion for menneskelige relationer har resulteret i den historiske spændingsserie Venner og fjender.

 

Rækkefølgen på Venner og fjender:

1. Vejen til Warszawa

2. Kobberslottet

3. Gaden uden navn

4. Byen ved Volga

5. Sobibór

6. Skoven er vores

7. Heltenes sommer

8. Rottelinjen

 

De tre sidste bind udkommer i løbet af 2021 og 2022.

 

Hør Lotte læse det første kapitel af Sobibór op her: